Weekend

on

Efter morgenmaden drog vi afsted til Xai-Xai, hvor vi blev omlejret til små biler og en 4-hjulstrækker hos Antonio. Så gik turen videre ud til lodgen, Nascer do Sol i Chizavane, som ligger 50 km nordpå fra Xai-Xai – med de sidste 10 km på en hullet hulvej.

Under en skyggefuld terrasse med udsigt ud over det Indiske Ocean nød vi boller med hjemmelavet marmelade. Og nogle fik lejlighed til smage friskfangede østers.

Så var vi klar til at springe i bølgerne. For at nå ned i de varme bølger skulle vi forcere 50 grader varmt sand, og det var en udfordring.  Men det var alle anstrengelserne værd, sikke noget vand. 28-30 grader varmt og dejlige bølger bag klipperevlerne, som var synlige ved lavvande.

Det var en fantastisk oplevelse at sidder bag revlerne og få brændingen ned over os. Der gik sport i at kunne blive siddende; men efterhånden var bølgerne så kraftige, at alle blev kastet fremad. Det var svært at løsrive os fra det våde element, så vi var i vandet halvanden time. Det var helt fantastisk, og alle nåede at bliver rigtig godt forbrændte.

Herefter ventede på Lodgens restaurant en helt unik frokost, som bestod af blåmuslinger, rejer, hummer, fladfisk og blæksprutte med chips, ris og salat. En helt kulinarisk oplevelse.

Selvom det var svært at løsrive os, så vendte vi tilbage sidst på eftermiddagen, godt trætte efter en helt utrolig bade- og fridag.

Søndag morgen fik vi lov at sove længe; men igen vågnede vi op til, at Honey-Pot var ramt at strømsvigt; men det er vi ved at lære at leve med!

Kl. 10 var vi indbudt til at deltage i en gudstjeneste i Chicumbane. Endnu engang oplevede vi alle facetter af en gudstjeneste i Mozambique. Sang, dans, prædikener, børnevelsignelse og altergang i alt 3 timer! Men farverigt er det, og vi medvirkede også med et lille indslag, og præsten ønskede os god tur tilbage til Danmark.

Frokosten indtog vi på en lille lokal restaurant, og der manglede ikke noget. Samlet pris inkl. drikkevarer rundt regnet kr. 20 pr. person.

Skriv en hilsen