Dagen begyndte med et par timers kraftig regn, lyn og torden. Meget hurtigt gik strømmen og dermed var der ikke vand til bad, havregrød og kaffe. I det ene hus regnede det gennem stråtaget, så det dryppede ned flere steder og én vågnede med vand på gulvet og vådt kuffertindhold. Formiddagen gik med at tømme skåle og gryder for regnvand. Det forlød senere, at der kom omkring 65 millimeter.
Vi skulle have været i kirke kl. 8.00 i Xai-Xai, men på grund af høj vandstand i byen, kunne vores chapa (vores lille bus) ikke komme frem og hente os. Der gik adskillige timer og først over middag kunne chapaen komme ud til os på Honey Pot.
Eftermiddagens program med tur til stranden ved Xai-Xai blev en god oplevelse. Den sidste del af turen på grusvej var en stor udfordring med mange store og dybe vandfyldte huller, som chapaen hver gang tog tilløb til.
Vel fremme fik vi bestilt mad og der var tid til en soppetur ved stranden; Madagaskarstrædet. Der var meget høje bølger, så badning var forbudt. De høje bølger betød at flere fik våde bukser, når en bølge overraskede os.
Morgenens regnvejr.
Ventetiden fordrives med at lave dyvler til senge til elevværelserne på WutomiAgri.
“Overteamlederen” måler vanddybden i vandhullerne på vej til stranden.