Vi sprang tidligt ud af sengen og fik indtaget morgenmaden, da vi skulle køre kl. 7 mod lufthavnen, men…. ingeniøren fra Maputo var ikke kommet til Vilanculos, så vi havde mulighed for at nyde omgivelserne – nu i dagslys. Meget betagende sted, som vi i dén grad nød!

Selveste kaptajnen på flyet kom senere og fortalte, at ingeniøren ville ankomme fra Sydafrika kl. 12… Lad os spare jer for yderligere: vi endte med at tilbringe mange timers venten i lufthavnen.. kunne konstatere ingeniøren først ankom sent eftermiddag, og at det eneste andet fly der var i Vilanculos lufthavn, også havde problemer, og blev aflyst.

Meeen! Igen oplevede vi en masse nyt og spændende: rige, sydafrikanske turister, nye kortspil var der tid til at lære, og rørende, lærerige samtaler med de medarbejdere fra UN, som skal observere reperationen af broen i Xai-Xai. De fleste fra Mozambique, og da snakken hurtigt kom ind på politik, sagde den ene flere gange: “ja, vi har demokrati, men kun på papiret.”

Da samtlige ventende passager var ved at miste den sidste optimisme for at kunne flyve i dag, kom den længe ventede melding: vi sku flyve mod Xai-Xai!

Fin flyvetur, uden problemer, og sjovt at lande i Xai-Xai´s lille, fine lufthavn. Som blev bygget for et par år siden, men aldrig brugt. Men gr. oversvømmelserne, nu var blevet åbnet op.

Vi blev hentet af Kurt og vores chauffør Senzu, der kørte os hjem til syngende velkomst af vort personale, der det næste stykke tid, vil sørge for mad og rengøring i vort skønne hjem: Lindo Mar.

Vi kunne se ud over vandet, hvor de lokale fiskere både gik og sejlede.

Romantiske, idylliske omgivelser hjalp gevaldigt på at ventetiden gav mening.

Casa Lindo Mar, vort hjem direkte ned til Det indiske Ocean.

Wauw for en udsigt, vi har fra vort nye hjem de næste ni dage.